Olya

(33) form Kharkiv, Ukraine

Tell people you love that you love them, because you never know when it will be the last day.

Support Ukraine - Refugee Today

 language

In the beginning of February 2022, Olya was back in Ukraine, in the North Saltivka district of Kharkiv. She was visiting her parents in Tsyrkuny, a small village about 25 km from the Russian border, home to approximately 6,300 Ukrainians before the Russian invasion. Olya was back home with her family, sharing the good news that she was five months pregnant. She had moved to the Danish island of Bornholm in the Baltic Sea to live with her Ukrainian husband, whom she had known since childhood. He had migrated to Denmark more than a decade before.

The Family Escaped Alive

In the late evening of February 23rd, 2022, Olya was back in Denmark when her best friend called from Ukraine, expressing her fear of war breaking out. Olya explains how she went to bed that night after ending the conversation by saying, “I think everything will be fine.” Only hours later, she found out that the war had started, and she was now desperately trying to get in touch with her parents, who faced the invasion in its first hours. “It was a very, very scary day for me because I didn't have any connection with them for 12 hours,” Olya recalls, becoming emotional and trying to hold back her tears.

 

It would take more than a year after the invasion before Olya was told the full story of their flight, as it was too difficult for her parents to talk about. Her mother, father, sister, her sister’s husband, and their dogs managed to flee Tsyrkuny in one car. Olya’s father had removed the few belongings that were put in the trunk and left them behind to make space for petrol for the car.

Olya

I found out that the Russians came into our house one hour after they left… One hour…

They had barely escaped, as there was a short window in the fighting where it was possible to leave the village on one road. No one knew if it was friends or enemies at the checkpoint, and by then the Russians were already killing civilians randomly. With a fragile voice, Olya says, “I found out that the Russians came into our house one hour after they left… One hour…” Olya is clearly affected. “... and they settled in our house and were living there for three months.” The Russian forces set up a base, and neighbours later told how the Russians were looting and destroying the house her parents had built some years before. “It's painful for me to see how my parents lost everything. The house was like my mother’s soul. She made so much effort to make everything as she liked, and it was the house of their dreams, but not anymore,” Olya continues. The house was later severely damaged when the Ukrainian Defense Forces drove the enemy out of the village. “Luckily, my family escaped alive,” Olya states.

A leap of faith

“I don't know how the universe is working, but I just found out from a friend how connected we are,” Olya says. More saddening details surfaced last fall when a friend called Olya to pour out his heart, overwhelmed with grief. He had lost a close friend. As Olya asked questions about his friend, it turned out the young fallen soldier was the same person who had saved the lives of Olya’s family on the day of the invasion. He was the one who let them pass the checkpoint on the road out of Tsyrkuny. “...actually, what he did, he gave my family the opportunity to escape,” Olya explains, shaken. The soldier’s name was Kolya Bobryshov (Boreman). He was 25 years old when he was killed in October 2023. Talking about Boreman's death leads her thoughts to another person Olya knew who was killed only a month ago by a Russian rocket. His name was Alex, and he was a civilian who died at the age of 45. Olya ends by saying, “I was thinking, was he suffering? How did it happen? And from people I know, they say he died at once.”

Bad signs

On May 10, 2024, the Russian Armed Forces began a new offensive against the Kharkiv Oblast, taking control of new lands, among others attacking Kharkiv, Ukraine’s second-largest city, on a daily basis. “Many friends and people I know in Kharkiv are still there; they are under attack every day, every single day. And I respect their choice to stay … it's difficult because they accept the fact that they can die every day,” Olya is about to conclude on the current situation after years of ongoing war. She addresses the increase in Ukrainian refugees since late spring and the summer of 2024. “On Bornholm, I see new people arriving … One year ago I was thinking, okay, people are starting to move back to Ukraine, so maybe it's going to be okay. But now I can see the new wave of Ukrainians coming ... And probably more and more people will be coming. It's a very bad sign,” she explains.

Olya

It is a huge price that we pay.

Looking back or thinking about the future is not easy for Olya. Like so many fellow Ukrainians, she hopes for the war to end sometime soon, but at the same time, hope seems to fade. “I believe in it. I believe in it, but it will not be easy. It will not be easy because Ukraine pays a huge price for the many people who die - kids, women, elderly, and men. It is a huge price that we pay.” Olya then talks about the future of Ukraine. “I understand that after the war ends, these years will be very difficult to rebuild Ukraine.” Olya especially refers to the challenges in the divide between Ukrainians and the enormous amount of war-related psychological trauma that needs to be dealt with in the healing process.   

Life is now

Recently, when looking at her two-year-old son, Olya realised that life is happening right now. She then decided not to put her life on pause anymore. As she puts it, she wants to make as many good childhood memories for her son as possible. “Being an adult, you remember your childhood. I want to make his childhood unforgettable … I just can't put it [life] on pause anymore, so I choose to live,” Olya explains and continues: “Now there is no special occasion because every day is a good day. Okay, it's challenging. Okay, sometimes it's not easy. But this is my life now. I don't know how it will be in five years. I have no idea. Because five years ago, none of us could imagine what would happen.”

Olya

I'm super lucky to be here. I'm super lucky to raise my child in a safe place.

Olya stresses her gratitude to everyone helping the people of Ukraine, the importance of continuous support from the international community, and in particular, how thankful she is for how the local society has welcomed the Ukrainians. “I'm super lucky to be here. I'm super lucky to raise my child in a safe place,” Olya says.

 

Before ending the interview, Olya is asked if she wants to give advice to the world. “I'm not so wise and experienced in giving advice…” Olya pauses and then bursts out, “You know what, tell people you love that you love them, because you never know when it will be the last day. Just tell them. You know, sometimes you mean it, you can sense it, you can feel it. But tell them. Tell important things to people you love. You won't regret it. We live as if we will never die, but we all will sooner or later.”

 

Olya has a master's degree from a university in Ukraine, and she worked in management and accounting before migrating to Denmark. Today, she is a single parent. She and her son live with Olya’s mother and their three dogs, and Olya works as a cleaner locally on Bornholm. Olya’s father is still in Ukraine, supporting the army and civilians as a volunteer. Her sister, who is an artist, lives between Budapest and London. The Kharkiv Oblast and city are still undergoing daily Russian bombardments as of the writing of this article.

Support our work

Voices of the future

Portraits & stories by Martin Thaulow
Translations Ukrainian Katerina Chalenko
Stories in English Amalie Pi Sørensen

українська

Оля

(33) з Харкова, Україна

Скажи коханим людям, що ти їх любиш, тому що ти ніколи не знаєш, коли буде останній день.

Support Ukraine - Refugee Today

 language

ПОРТРЕТ ЗРОБЛЕНИЙ МАРТІНОМ ТАУЛОУ

Підтримайте нашу роботу

Голоси майбутнього

Portraits & stories by Martin Thaulow
Translations Ukrainian Katerina Chalenko
Stories in English Amalie Pi Sørensen

Deutsch

Olya

(33) aus Kharkiv, Ukraine

Sag den Menschen, die du liebst, dass du sie liebst, denn du weißt nie, wann der letzte Tag ist.

Support Ukraine - Refugee Today

 language

Anfang Februar 2022 war Olya wieder in der Ukraine, im Bezirk Nordsaltiwka von Kharkiv. Sie besuchte ihre Eltern in Tsyrkuny, einem kleinen Dorf etwa 25 km von der russischen Grenze entfernt, in dem vor dem russischen Einmarsch etwa 6.300 Ukrainer lebten. Olya war wieder zu Hause bei ihrer Familie und teilte ihr die gute Nachricht mit, dass sie im fünften Monat schwanger war. Sie war auf die dänische Ostseeinsel Bornholm gezogen, um mit ihrem ukrainischen Ehemann zusammenzuleben, den sie seit ihrer Kindheit kannte. Er war mehr als ein Jahrzehnt zuvor nach Dänemark ausgewandert.

Die Familie entkam lebendig

Am späten Abend des 23. Februar 2022 war Olya zurück in Dänemark, als ihre beste Freundin aus der Ukraine anrief und ihre Angst vor einem Kriegsausbruch zum Ausdruck brachte. Olya erzählt, wie sie an diesem Abend ins Bett ging, nachdem sie das Gespräch mit den Worten beendet hatte: “Ich glaube, alles wird gut werden.” Nur wenige Stunden später erfuhr sie, dass der Krieg begonnen hatte und sie versuchte nun verzweifelt, ihre Eltern zu erreichen, die die Invasion in den ersten Stunden miterlebten. “Es war ein sehr, sehr beängstigender Tag für mich, weil ich 12 Stunden lang keine Verbindung zu ihnen hatte”, erinnert sich Olya, die emotional wurde und versuchte, ihre Tränen zurückzuhalten.

 

Es sollte mehr als ein Jahr nach der Invasion dauern, bis Olya die ganze Geschichte ihrer Flucht erzählt wurde, da es für ihre Eltern zu schwierig war, darüber zu sprechen. Ihre Mutter, ihr Vater, ihre Schwester, der Mann ihrer Schwester und ihre Hunde schafften es, in einem Auto aus Zyrkuny zu fliehen. Olyas Vater hatte die wenigen Habseligkeiten, die im Kofferraum verstaut waren, mitgenommen und zurückgelassen, um Platz für Benzin für das Auto zu schaffen.

Olya

Ich habe erfahren, dass die Russen eine Stunde, nachdem sie weg waren, in unser Haus gekommen sind... Eine Stunde...

Sie waren nur knapp entkommen, denn es gab ein kurzes Zeitfenster während der Kämpfe, in dem es möglich war, das Dorf auf einer Straße zu verlassen. Keiner wusste, ob es Freunde oder Feinde am Kontrollpunkt waren, und zu diesem Zeitpunkt töteten die Russen bereits wahllos Zivilisten. Mit brüchiger Stimme sagt Olya: “Ich habe erfahren, dass die Russen eine Stunde, nachdem sie weg waren, in unser Haus gekommen sind... Eine Stunde...” Olya ist sichtlich betroffen. “... und sie ließen sich in unserem Haus nieder und lebten dort drei Monate lang.” Die russischen Streitkräfte richteten einen Stützpunkt ein, und Nachbarn erzählten später, wie die Russen das Haus, das ihre Eltern einige Jahre zuvor gebaut hatten, plünderten und zerstörten. “Es ist schmerzhaft für mich, zu sehen, wie meine Eltern alles verloren haben. Das Haus war wie die Seele meiner Mutter. Sie hat sich so viel Mühe gegeben, alles so zu gestalten, wie es ihr gefiel, und es war das Haus ihrer Träume, aber das ist jetzt vorbei”, fährt Olya fort. Das Haus wurde später schwer beschädigt, als die ukrainischen Verteidigungskräfte den Feind aus dem Dorf vertrieben. “Zum Glück kam meine Familie lebend davon”, sagt Olya.

Ein Frage des Glaubens

“Ich weiß nicht, wie das Universum funktioniert, aber ich habe gerade von einem Freund erfahren, wie sehr wir miteinander verbunden sind”, sagt Olya. Weitere traurige Details kamen im letzten Herbst ans Licht, als ein Freund Olya anrief und ihr sein Herz ausschüttete, überwältigt von seiner Trauer. Er hatte einen engen Freund verloren. Als Olya Fragen über seinen Freund stellte, stellte sich heraus, dass der junge gefallene Soldat derselbe war, der Olyas Familie am Tag der Invasion das Leben gerettet hatte. Er war derjenige, der sie an dem Kontrollpunkt auf der Straße aus Tsyrkuny heraus passieren ließ. “Er hat meiner Familie die Möglichkeit zur Flucht gegeben”, erklärt Olya erschüttert. Der Name des Soldaten war Kolya Bobryshov (Boreman). Er war 25 Jahre alt, als er im Oktober 2023 getötet wurde. Das Gespräch über Boremans Tod lenkt ihre Gedanken auf eine andere Person, die Olya kannte und die erst vor einem Monat von einer russischen Rakete getötet wurde. Sein Name war Alex und er war ein Zivilist, der im Alter von 45 Jahren starb. Olya endet mit den Worten : “Ich dachte darüber nach, ob er gelitten hat? Wie ist das passiert? Und die Leute, die ich kenne, sagen, dass er sofort tot war.”

Schlechte Vorzeichen

Am 10. Mai 2024 begannen die russischen Streitkräfte eine neue Offensive gegen die Oblast Kharkiv und übernahmen die Kontrolle über neue Gebiete, wobei sie unter anderem Kharkiv, die zweitgrößte Stadt der Ukraine, täglich angriffen. “Viele Freunde und Menschen, die ich in Kharkiv kenne, sind immer noch dort; sie werden jeden Tag angegriffen, jeden einzelnen Tag. Und ich respektiere ihre Entscheidung zu bleiben... es ist schwierig, weil sie die Tatsache akzeptieren, dass sie jeden Tag sterben können”, so Olya über die aktuelle Situation nach Jahren des andauernden Krieges. Sie spricht die Zunahme der ukrainischen Flüchtlinge seit dem späten Frühjahr und dem Sommer 2024 an. “Auf Bornholm sehe ich, wie neue Menschen ankommen... Vor einem Jahr dachte ich noch, okay, die Leute fangen an, zurück in die Ukraine zu ziehen, also wird es vielleicht gut werden. Aber jetzt sehe ich die neue Welle von Ukrainern kommen... Und wahrscheinlich werden immer mehr Menschen kommen. Das ist ein sehr schlechtes Zeichen”, erklärt sie.

Olya

Es ist ein hoher Preis, den wir zahlen.

Für Olya ist es nicht leicht, zurückzublicken oder an die Zukunft zu denken. Wie so viele andere Ukrainer hofft sie auf ein baldiges Ende des Krieges, aber gleichzeitig scheint die Hoffnung zu schwinden. “Ich glaube daran. Ich glaube daran, aber es wird nicht einfach sein. Es wird nicht einfach sein, denn die Ukraine zahlt einen hohen Preis für die vielen Menschen, die sterben - Kinder, Frauen, ältere Menschen und Männer. Es ist ein hoher Preis, den wir zahlen.” Olya spricht dann über die Zukunft der Ukraine. “Ich weiß, dass es nach dem Ende des Krieges sehr schwierig sein wird, die Ukraine wieder aufzubauen.” Olya verweist insbesondere auf die Herausforderungen, die sich aus der Kluft zwischen den Ukrainern ergeben, und auf die enorme Menge an kriegsbedingten psychologischen Traumata, die im Rahmen des Heilungsprozesses bewältigt werden müssen.

Das Leben ist jetzt

Kürzlich wurde Olya beim Anblick ihres zweijährigen Sohnes klar, dass das Leben genau jetzt stattfindet. Daraufhin beschloss sie, ihr Leben nicht mehr auf die lange Bank zu schieben. Wie sie sagt, möchte sie ihrem Sohn so viele schöne Kindheitserinnerungen wie möglich bescheren. “Als Erwachsener erinnert man sich an seine Kindheit. Ich möchte seine Kindheit unvergesslich machen... Ich kann es [das Leben] einfach nicht mehr aufschieben, also entscheide ich mich für das Leben”, erklärt Olya und fährt fort: “Jetzt gibt es keine besonderen Anlässe mehr, denn jeder Tag ist ein guter Tag. Okay, es ist eine Herausforderung. Okay, manchmal ist es nicht einfach. Aber das ist jetzt mein Leben. Ich weiß nicht, wie es in fünf Jahren sein wird. Ich habe keine Ahnung. Denn vor fünf Jahren konnte sich keiner von uns vorstellen, was passieren würde.”

Olya

Ich habe großes Glück, hier zu sein. Ich habe großes Glück, dass ich mein Kind an einem sicheren Ort aufziehen kann.

Olya betont, wie dankbar sie allen ist, die den Menschen in der Ukraine helfen, wie wichtig die kontinuierliche Unterstützung durch die internationale Gemeinschaft ist und vor allem, wie dankbar sie dafür ist, wie die lokale Gesellschaft die Ukrainer aufgenommen hat. “Ich habe großes Glück, hier zu sein. Ich habe großes Glück, dass ich mein Kind an einem sicheren Ort aufziehen kann”, sagt Olya.

 

Bevor sie das Interview beendet, wird Olya gefragt, ob sie der Welt einen Rat geben möchte. “Ich bin nicht so weise und erfahren darin, Ratschläge zu geben...” Olya hält inne und platzt dann heraus: “Weißt du was, sag den Menschen, die du liebst, dass du sie liebst, denn du weißt nie, wann der letzte Tag ist. Sag es ihnen einfach. Weißt du, manchmal meinst du es ernst, du kannst es spüren, du kannst es fühlen. Aber sag es ihnen. Sag wichtige Dinge zu Menschen, die du liebst. Du wirst es nicht bereuen. Wir leben so, als würden wir nie sterben, aber das werden wir alle früher oder später.”

 

Olya hat einen Master-Abschluss von einer Universität in der Ukraine und arbeitete in der Verwaltung und Buchhaltung, bevor sie nach Dänemark auswanderte. Heute ist sie alleinerziehend. Sie und ihr Sohn leben mit Olyas Mutter und ihren drei Hunden zusammen, und Olya arbeitet als Reinigungskraft auf Bornholm. Olyas Vater ist immer noch in der Ukraine und unterstützt als Freiwilliger die Armee und die Zivilbevölkerung. Ihre Schwester, die Künstlerin ist, lebt zwischen Budapest und London. Die Stadt und das Gebiet Kharkiv werden zum Zeitpunkt des Verfassens dieses Artikels immer noch täglich von den Russen bombardiert.

Unterstützen Sie unsere Arbeit

Stimmen der Zukunft

Porträts & Geschichten von Martin Thaulow

Übersetzungen ins Ukrainische Katerina Chalenko

Geschichten auf Englisch & Dänisch Martin Thaulow

Dansk

Olya

(33) fra Kharkiv, Ukraine

Fortæl folk, du elsker, at du elsker dem, for du ved aldrig, hvornår det bliver den sidste dag.

Support Ukraine - Refugee Today

 language

I begyndelsen af februar 2022 var Olya tilbage i Ukraine, i det nordlige Saltivka-distriktet i Kharkiv. Her besøgte hun sine forældre i Tsyrkuny, en lille landsby omkring 25 km fra den russiske grænse, som før den russiske invasion var hjemsted for cirka 6.300 ukrainere. Olya var taget hjem til sin familie for at dele den gode nyhed om, at hun var gravid i femte måned. Hun var forinden flyttet til Bornholm for at bo med sin ukrainske mand, som hun havde kendt siden barndommen. Han var migreret til Danmark mere end et årti tidligere.

Familien slap væk i live

Sent om aftenen den 23. februar 2022 var Olya tilbage på Bornholm, da hendes bedste veninde ringede fra Ukraine og fortalte om hendes frygt for, at krigen ville bryde ud. Olya forklarer, hvordan hun gik i seng den aften efter at have afsluttet samtalen med at sige, “Jeg tror, alt kommer til at være okay.” Kun få timer senere fandt hun ud af, at krigen var begyndt, og hun forsøgte nu desperat at få fat i sine forældre, som stod midt i invasionen allerede i de første timer. “Det var en meget, meget skræmmende dag for mig, fordi jeg ikke havde nogen kontakt med dem i 12 timer,” husker Olya, og bliver følelsesladet, mens hun forsøger at holde tårerne tilbage.

 

Der skulle gå mere end et år efter invasionen, før Olya fik fortalt hele historien om deres flugt, da det var alt for svært for hendes forældre at tale om forløbet. Hendes mor, far, søster, søsterens mand og deres hunde formåede knapt at flygte fra Tsyrkuny i én bil. Olyas far havde fjernet de få ejendele, der var lagt i bagagerummet, og efterladt dem for at få plads til benzin til bilen.

Olya

Jeg fandt ud af, at russerne indtog vores hus en time efter, de forlod det… Én time…

Det var kun med nød og næppe, at de slap væk, da der var en kort pause i kampene, hvor det lykkedes at forlade landsbyen ud af den eneste åbne vej. Ingen vidste, om det var venner eller fjender ved checkpointet, og på det tidspunkt dræbte russerne allerede civile vilkårligt. Med en skrøbelig stemme siger Olya, “Jeg fandt ud af, at russerne kom ind i vores hus en time efter, de forlod det… Én time…” Olya er tydeligt berørt. “... og de besatte vores hus og boede der i tre måneder.” De russiske styrker etablerede en base, og naboer fortalte senere, hvordan russerne plyndrede og ødelagde huset, som hendes forældre havde bygget nogle år tidligere. “Det er smertefuldt for mig at se, hvordan mine forældre mistede alt. Huset var som min mors sjæl. Hun gjorde så meget for at få alt, som hun ønskede det, og det var deres drømmehus, men ikke længere,” fortsætter Olya. Huset blev efterfølgende svært beskadiget, da de ukrainske forsvarsstyrker drev fjenden ud af landsbyen. “Heldigvis slap min familie væk i live,” siger Olya.

Skæbnen

“Jeg ved ikke, hvordan universet fungerer, men jeg har lige fundet ud af fra en ven, hvor forbundet vi er,” siger Olya. Flere triste detaljer kom frem sidste efterår, da en ven tynget af sorg ringede til Olya for at lette sit hjerte. Han havde mistet en nær ven. Da Olya begyndte at udspørge om vennen, viste det sig, at den unge faldne soldat var den samme person, som havde reddet Olyas families liv på invasionsdagen. Det var ham, som lod dem passere checkpointet på vejen ud af Tsyrkuny. “... faktisk, hvad han gjorde, det gav min familie mulighed for at flygte,” forklarer Olya, rystet. Soldaten hed Kolya Bobryshov (Boreman). Han var 25 år gammel, da han blev dræbt i oktober 2023. Samtalen om Boremans død, leder Olyas tanker til en anden person hun kender, som blev dræbt for kun en måned siden i et russisk raketangreb. Han hed Alex og var civil. Han døde i en alder af 45 år. Olya slutter af med at sige, “Jeg tænkte, led han? Hvordan skete det? Og fra folk, jeg kender, lød det, at han døde med det samme.”

Dårlige tegn

Den 10. maj 2024 indledte de russiske væbnede styrker en ny offensiv mod Kharkiv regionen bl.a. med daglige angreb på byen Kharkiv, Ukraines næststørste by. Det er også lykkedes Rusland at tage kontrol over nye landområder. “Mange venner og folk, jeg kender i Kharkiv, er stadig der; de er under angreb hver dag, hver eneste dag. Og jeg respekterer deres valg om at blive … det er svært, fordi de accepterer, at de kan dø hver dag,” konkluderer Olya om den aktuelle situation efter år med den verserende krig. Hun italesætter stigningen af ukrainske flygtninge siden det sene forår og sommeren i 2024. “På Bornholm ser jeg nye mennesker ankomme … For et år siden tænkte jeg, okay, folk begynder at flytte tilbage til Ukraine, så måske bliver det okay. Men nu kan jeg se den nye bølge af ukrainere komme ... Og sandsynligvis vil flere og flere mennesker komme. Det er et meget dårligt tegn,” forklarer hun.

Olya

Det er en enorm pris, vi betaler.

At se tilbage eller tænke på fremtiden er ikke nemt for Olya. Som så mange andre ukrainere håber hun, at krigen snart slutter, men samtidig synes håbet at svinde. “Jeg tror på det. Jeg tror på det, men det bliver ikke let. Det bliver ikke let, fordi Ukraine betaler en enorm pris for de mange mennesker, der dør - børn, kvinder, ældre og mænd. Det er en enorm pris, vi betaler.” Olya taler derefter om Ukraines fremtid. “Jeg forstår nu, at efter krigen er slut, der vil der komme meget svære år med at genopbygge Ukraine.” Olya refererer især til udfordringerne i splittelsen mellem ukrainere og den enorme mængde krigsrelateret psykisk traume, der skal håndteres i helingsprocessen.

Livet er nu

For nylig, da hun så på sin toårige søn, indså Olya, at livet sker lige nu. Hun besluttede derefter, at det skulle være slut med at sætte sit liv på pause. Som hun siger, så vil hun skabe så mange gode barndomsminder for sin søn som muligt. “Som voksen husker du din barndom. Jeg vil gøre hans barndom uforglemmelig … Jeg kan bare ikke sætte livet på pause længere, så jeg vælger at leve,” forklarer Olya og fortsætter: “Nu er der ingen særlige lejligheder, for hver dag er en god dag. Okay, det er udfordrende. Okay, nogle gange er det ikke let. Men det er mit liv nu. Jeg ved ikke, hvordan det vil være om fem år. Jeg har ingen idé. For for fem år siden kunne ingen af os forestille sig, hvad der ville ske.”

Olya

Jeg er super heldig at være her. Jeg er super heldig at opdrage mit barn på et sikkert sted.

Olya understreger sin taknemmelighed til alle, der hjælper det ukrainske folk, vigtigheden af kontinuerlig støtte fra det internationale samfund og især, hvor taknemmelig hun er for, hvordan det lokale samfund har taget imod ukrainerne. “Jeg er super heldig at være her. Jeg er super heldig at opdrage mit barn på et sikkert sted,” siger Olya.

 

Før hun afslutter interviewet, bliver Olya spurgt, om hun vil give et råd til verden. “Jeg er ikke så klog og erfaren i at give råd…” Olya tøver og bryder så ud, “Ved du hvad, fortæl folk, du elsker, at du elsker dem, for du ved aldrig, hvornår det bliver den sidste dag. Bare fortæl dem det. Du ved, nogle gange mener du det, du kan mærke det, du kan føle det. Men fortæl dem det. Fortæl vigtige ting til de mennesker, du elsker. Du vil ikke fortryde det. Vi lever, som om vi aldrig vil dø, men vi vil alle dø før eller senere.”

 

Olya har en kandidatgrad fra et universitet i Ukraine, og hun arbejdede med ledelse og regnskab, før hun migrerede til Danmark. I dag er hun enlig mor. Hun og hendes søn bor sammen med Olyas mor og deres tre hunde, og Olya arbejder lokalt som rengøringsassistent på Bornholm. Olyas far er stadig i Ukraine, hvor han støtter hæren og civile som frivillig. Hendes søster, som er kunstner, bor mellem Budapest og London. Regionen i Kharkiv og byen er stadig udsat for russiske bombardementer  dagligt, mens denne artikel skrives.

støt vores arbejde

Voices of the future

Portrætter og historier af Martin Thaulow

Oversættelser ukrainsk Katerina Chalenko

Historier på engelsk & Dansk Martin Thaulow